Instituttets ansatte

Dansk Bussemandsinstitut har mange ansatte, men den faste kerne består i øjeblikket af:



Bjarke Schjødt Larsen


F. 1985. Efter at have afsluttet gymnasiet, fandt Bjarke sin store lidenskab: Bussemænd. Det startede med en praktikplads på Dansk Bussemandsinstitut, hvor den unge mand hurtigt viste sine talenter.


Kort efter blev han ansat som studentersnotter, og arbejdede sig derefter opad, og i dag er han Danmarks førende doktor i Bussemandsanalyse. Hans speciale er bussemændenes farver og konsistens samt bussemændenes verdenshistorie. Bjarke har mange års feltarbejde bag sig og var leder af den store snotindsamling i 2003, hvor alle Danmarks bussemænd skulle kortlægges.
 


Bjarke er desuden forfatter til bøgerne ”Bussemandspilning i 1800-tallet”, ”Stenaldersnotteren – Fup eller fakta?”, ”Bussemandens anatomi og historie” samt ”Bussemænds påvirkning af ældre litteratur.”

 



Nicole Boyle Rødtnes


 

F. 1985. Nicole blev ansat på Dansk Bussemandsinstitut som næseassistent i 2002, hvor hun hurtigt specialiserede sig i snot og sekreter. Under den store snotindsamling blev hun assistent for Bjarke Schjødt Larsen. Deres samarbejde slog gnister både videnskabeligt og personligt, og de begyndte at danne par, mens Nicole uddannede sig først som junior-, senere som seniorforsker i snotteri.

På deres bryllupsrejse i 2013 begyndte de arbejdet med Bussemændenes rekordbog, der var et fælles projekt, de havde diskuteret længe.

Derudover står Nicole bag flere bøger. Herunder ”Slim, snot og andre sekreter”, ”Snot er godt – Om snot og sygdomme” og ”Syge snottere – Hvad snottet siger om dit helbred.” Parret bor på Amager sammen med deres mange bussemænd.



Søren Klok

F. 1985. Søren blev ansat som næsevægsdokumentarist på instituttet i 2010, hvor han så det som sin ypperste opgave at sammenfatte al den moderne forskning om bussemænd og snot som findes til dags dato.

Den første dokumentar På rejse med bussemanden blev sendt på mange af de største dokumentarkanaler i 2014, og vi er meget stolte af det arbejde Søren har fået ud af sin forskning på instituttet.

Søren har for nyligt arbejdet på at dokumentere at alt billedmaterialet i Bussemændenes Rekordbog er korrekt, og er ustoppelig i sin jagt på folk, der vil snyde med deres bussemands- og snot-rekorder.